Perspektiv på unge hjemløshed

Her finder du en række artikler, eller historier om du vil, om nogle af de unge piger og drenge jeg har mødt i mit arbejde med unge sårbare og udsatte.

Jeg blev færdig med min bachelor i pædagogik i 2017 og havde valgt at skrive om unge hjemløse.
”Viden til handling – Et socialpædagogisk perspektiv på unges hjemløshed” hedder den.
Du er velkommen til at downloade den her på siden.
Mit hjerte bløder for unge på gaden, uden hjem, uden netværk, helt alene og uden tryghed.
Hvis du har læst min bog ved du også at jeg selv havnede på gaden, efter min mor smed mig ud som 17 årig.
Den situation er frygtelig ensom og desperat, og efterlader en i et konstant overlevelses drive, og en skam over at være endt der.
Jeg var hjemløs i 80’ernes København, en tid hvor der ikke var fokus på hjemløshed, som andet end at det var misbrugere og samfundets ”tabere”.
Man vidste ikke så meget bedre.
Men i dag burde vi vide bedre. I et velfærdssamfund med rigelig overskud til alle, bør der være plads til at ingen unge ender på gaden, og plads til at alle, unge og gamle, kan få en varm seng, mad og menneskeligt overskud.
De sidste offentlige tal fra Danmarks Statistik er fra 2019 og her er der 1.928 unge hjemløse mellem 18 og 29 år. Dette tal er faldet en lille smule siden min bachelor skrivning i 2017, men ikke drastiske fald.
1.928 unge der er på gaden, uden tag over hovedet, uden netværk og omsorg, uden at vide hvad i morgen vil bringe.
Hvor mange børn/unge er der i dit barns skole? Måske 400? Forestil dig alle de børn og unge, gange 4, alene på gaden. Det er mange ikke….

Pas på vores sårbare børn og lad os sammen arbejde hen mod at ingen ender på gaden, alene.

Namira’s historie.

Døren knager i hængslerne og føles tung i hendes små hænder. Hun vender sig om en sidste gang, kigger op ad den slidte trappe og med et billede i sit indre, af sin mors bekymrede blik, tager hun resolut fat i døren og forsvinder ud på gaden.
Stilheden på trappen bliver afløst af Nørrebros inferno af biler, cykler, handlende og børn og unge i et vekslende sprog af dansk og mellemøstligt.
Følelsen af utilstrækkelighed blandes med den dårlige samvittighed over hendes forældres kamp for at skaffe mad på bordet og tøj til hende og hendes søskende.
Hun kigger op ad husfacaden, og i et vindue får hun et glimt af hendes lillebror der trykker næsen flad mod ruden for at se ned på hende. Hans blik er bedrøvet og med en lille hånd rækker han op og lader den glide ned af ruden i et forsøg på at vinke til hende.
Hun sender et kys afsted til ham og et lille smil viser sig i hans mundvige.
Med et fast besluttet drag om munden vender hun tilbage til gaden, og kaster et blik rundt på torvet der ligger som en firkant rundt om opgangen til deres lejlighed.

Lige rundt om hjørnet, ligger en legeplads.
Hun står stille et øjeblik og betragter de børn der leger i klatrestativet og skrigende kører ned af rutchebanen.
Rundt om legepladsens område er unge drenge, og enkelte piger, samlet i små klynger ved de bænke der står langs med området.
Hun ved godt hvad hun skal gøre, og med en fast beslutning om at hjælpe sin mor tager hun de første skridt hen mod den klynge af unge drenge, og halv voksne mænd, der for evigt skal ændre hendes liv.

Namira er kun 14 år da hun tager den skæbnesvangre beslutning om at sige ja til at arbejde for en bandegruppering på Nørrebro.
Hendes familie har svært ved at få økonomien til at slå til, og hun føler at hun må bidrage med det hun kan tjene, ved at løbe ærinder for banden.
Opgaverne starter i det små, men som tiden går forventer gruppen mere og mere af Namira, og at hun står til rådighed på alle tidspunkter af døgnet. Hendes opgaver er som regel at hente eller aflevere mindre pakker.
Hun går stadig i skole og klarer sig godt. Hun er dygtig og får gode karakterer og drømmer om at blive selvstændig en dag, få succes og tage sig godt af sin mor og far, og sine søskende.
Det bliver dog mere og mere vanskeligt at passe undervisningen, da hun næsten dagligt bliver afbrudt midt i undervisningen af medlemmer fra banden, der sender hende ud på opgaver.
Hun må finde på dækhistorier om at en fætter eller søster er blevet alvorligt syg så derfor er hun nødt til at gå, men det bliver sværere med tiden og Namira må finde en løsning.
Hun får trumfet igennem at de skal sende hende en sms i stedet for, når de skal sende hende ud i en opgave. På den måde får hun mulighed for at forsvinde ubemærket fra undervisningen, og vende tilbage en time eller to senere.
Dette står på i et års tid, og Namira forsøger så godt hun kan, at jonglere skolen, familien og løgnene, med livet som en del af en bande og de forpligtelser der følger med.

En efterårsdag efter skole skal hun på tur med tre andre fra gruppen. Hun får at vide at de skal hente penge fra en der skylder.
De kører afsted alle fire og hun får ikke yderligere information om hvor de skal hen.
Hun sidder på bagsædet og de tre andre taler om ligegyldige ting, der ikke rigtig interesserer hende. Det er tre unge mænd der alle er ældre end hende, og en enkelt der er i midten af trediverne.
Hendes blik glider ud til efterårets farver, og tankerne forsvinder i drømme mellem træerne i den skov der suser forbi.
Hun drømmer om en dag selv at designe sit eget tøj, og skabe et brand der vil få succes og anerkendelse. De gyldne efterårsfarver på træer og skovbund, får et billede frem af en elegant sort trøje med enkelte guld detaljer ved ærmer og hætte. Hun smiler ved tanken og beslutter sig for at den skal være det første design hun laver en dag.

– Om Gud vil, mumler hun for sig selv, og beder til at han vil guide hende og vise hende vejen
i den jungle hun er havnet i.

Hendes tro står som en lysende og klar søjle af kærlighed, pligtfølelse og ansvar overfor sin familie og medmennesker. Det føles både stort og ydmygt, men også trygt og sikkert.
Hun lover Gud og sig selv at livet som bandemedlem og de opgaver der følger med, må have en slutdato i den nærmeste fremtid.

I mellem tiden er der blevet stille i bilen, og Namira fornemmer at stemingen er anspændt. Bilen kører langsomt frem og er for længst kommet ud af skoven. De nærmer sig et lille torv og hun kigger nysgerrigt ud af vinduet i håb om at se hvor de skal hen og hvem de skal møde.
Bilen holder nu stille ved torvet og ingen siger en lyd.
Pludselig kan hun se en ung mand komme gående med front mod dem, og da han nærmer sig genkender hun ham med det samme.
Han gik i klasse med Namira da de var yngre, men måtte skifte skole da hans forældre flyttede. Hun har ikke set ham i flere år, og det går op for hende hvor meget hun har savnet ham. De talte godt sammen, fortalte hinanden hemmeligheder og om hvordan det nogen gange var svært at være den ældste, med de forpligtelser der fulgte med.
Namira glemmer et øjeblik hvor hun er og hvem hun er sammen med, et smil breder sig i hele ansigtet og det bobler af glæde indeni. Hun griber fat i døren og smækker den op, springer ud af bilen og småløber ham i møde.
Han får øje på hende og hun vinker glædestrålende til ham samtidig med hun kalder hans navn.

– Abbas, hendes stemme bæres af sted i vinden og rammer ham kort efter.

De får øjenkontakt og hans ansigt lyser op i et stort smil mens han løfter hånden for at vinke til hende. I det samme bliver hans blik fanget af noget bag ved hende og det der før var et smil, stivner nu til en grå streg. Al farve forlader hans ansigt og kroppen fryser i en mærkelig form, der mest af alt ligner en legetøjssoldat.
Namira stopper op og står et øjeblik forundret og betragter ham, da lyden af et skud flænger stilheden.
Abbas krop bliver slynget bagover, og i et slowmotion øjeblik synes hans krop at svæve inden den igen bliver ramt af et skud der sender ham langt bagud. Han lander på ryggen i en skæv stilling .
Torvet bliver helt stille.
Sekunder føles som timer og Namira står som naglet til jorden ude af stand til at bevæge sig. Alt er stivnet indeni og hendes øjne og hjerte prøver at forstå hvad der er sket, men uden held. Hun hiver pludselig efter vejret og hendes ben får liv og begynder at bevæge sig over mod Abbas krop.
Hans øjne er stadig åbne og hun kan se hans stadig forundrede blik, stirre tomt ud i luften.

– Namira, Namira for fanden, råbene når hende og river hende ud af hendes tåge.
– Namira for fanden vi skal væk, råber de og hun vender sig endelig om.

Hun kigger forundret og skrækslagen på de tre der er steget ud af bilen, men er stadig ikke i stand til at bevæge sig. De kalder igen og vinker hende hen mod bilen, men Namira flytter sig ikke ud af stedet. Den ene bander højlydt på arabisk, løber hen i mod hende, griber fat i hendes ærme og slæber hende med til bilen. Hun bliver smidt ind på bagsædet, og de tre andre hopper ind i bilen, starter med hvinende dæk og sætter kurs mod København i høj fart.

Namira befinder sig i en tåge i dagene efter.
Følelser er stivnet og billedet af Abbas tomme øjne og forundrede blik har brændt sig fast på hendes nethinde og i hendes hjerte.
Alvoren i livet som en del af det kriminelle miljø, går lige så stille op for hende, og tanker om fremtiden og faren ved at fortsætte optager hendes sind, døgnet rundt.
En morgen da den første frost har sat sig fast i små pytter på gaden, banker det på døren hos Namira’s familie. Det er politiet.
De tre har angivet hende og på politistationen bryder Namira sammen for første gang, og fortæller hele historien.
Hun får en dom på 12 måneder for medvirken til drab.

I dag

Namira er i dag 24 år og hjemløs.
Efter hun kommer ud af fængslet, ønsker hendes familie ikke længere at have noget med hende at gøre, og hun må sove rundt omkring på sofaer hos venner og lign.
Hun finder et lille kollegieværelse da hun starter på gymnasiet, og på trods af endnu en fængselsstraf, denne gang for salg af narko, formår hun at gennemføre uddannelsen forskudt og med et karakter gennemsnit på 11.6.
Hun har boet på forskellige herberg rundt omkring i Storkøbenhavn men har svært ved at indordne sig under de pædagogiske rammer, og rager uklar med ledelse for brug af stoffer eller vredesudbrud.
Hun får en lille lejlighed på ydre Nørrebro og kæmper for den i et 1 års tid, før hun må give op for en økonomi der ikke kan klare det. Lejligheden er dyr og det er svært at fastholde et job.

Namira er en utrolig stærk og kærlig pige, med en enorm vilje i hjertet og en tro der holder hende fast i meningen med livet og kærligheden til sine medmennesker.
Hun er i skrivende stund flyttet ind på et krisecenter i København, og startet på uddannelsen til elektriker.
Hun er en af de stærkeste personer jeg har mødt i mit arbejde med sårbare unge, og en reminder til os alle om at vi skal passe på hinanden, og være opmærksomme på børn og unge der ikke trives.
Jeg var hjemløs i 7-8 måneder i 80’ernes København, en tid hvor der ikke var fokus på hjemløshed, som andet end at det var misbrugere og samfundets ”tabere”.
Man vidste ikke så meget bedre.
Men i dag burde vi vide bedre. I et velfærdssamfund med rigelig overskud til alle, bør der være plads til at ingen unge ender på gaden, og plads til at alle, unge og gamle, kan få en varm seng, mad og menneskeligt overskud.
De sidste offentlige tal fra Danmarks Statistik er fra 2019 og her er der 1.928 unge hjemløse mellem 18 og 29 år. Dette tal er faldet en lille smule siden min bachelor skrivning i 2017, men ikke drastiske fald.
1.928 unge der er på gaden, uden tag over hovedet, uden netværk og omsorg, uden at vide hvad i morgen vil bringe.
Hvor mange børn/unge er der i dit barns skole? Måske 400? Forestil dig alle de børn og unge, gange 4, alene på gaden. Det er mange.

Navnet er opdigtet for Namira’s sikkerhed.