Et sted kaldet frihed, handler om Maria.

Maria vokser op i 70’erne, en tid med hippier og kollektiv, alternative skoleformer, fællessang og fællesskab.

Hun er dog en romantisk pige der drømmer sig væk til en tid med helte og heltinder, eventyr og kærlighed, et sted der ikke passer ind i hippietiden.

Vil følger hendes færd når hun opdager verden på godt og ondt, og hun gør op med tidens dogmer og egen eksistensberettigelse.

Med let hovedrysten og stor irritation betragter hun de voksne der flipper rundt og dyrker selvrealisering og fællesskabsegoisme, og må se til fra sidelinjen når hendes klassekammerater finder deres plads i fællesskabet.

Det er en ensom færd for en romantiker i en hippietid og det er en tid der kommer til at få store konsekvenser for både Maria og hendes storesøster Nina.

Bogen er barsk og skrevet med nerve og humor, kærlighed og håb, og et budskab om aldrig at opgive kampen for frihed.

 

Bogblogger og anmelder Lotusblomsterne/Marianne Huldal skriver:

”Det er en fantastisk, men også barsk fortælling, hvor man kan mærke karaktererne i bogen.
Da jeg først gik igang med at læse bogen, kunne jeg ikke slippe den. Fordi den er troværdig og fangende.
Fordi jeg arbejder med de børn, blot i en anden tidsalder, og fordi jeg desværre kan nikke genkendende, til Marias oplevelser med de fagpersoner, som burde varetage børnenes tarv.
Selvom bogen er barsk, er den også utrolig livsbekræftende. Maria er nemlig typen, der ikke hænger med hovedet.
Hun er stærk, omsorgsfuld og tror på kærligheden.
Alle kan læse bogen og måske føle en form for frihed efterfølgende.”

FRA BOGEN:

“Vi passer os selv, Nina og jeg, og har egentlig gjort det længe.

Når vi endelig er sammen med vores mor og de andre i kollektivet, er det til demonstrationer mod Barsebäck, mod imperialismen, mod klasseskel, mod uretfærdighed, mod vietnamkrigen, mod USA bare generelt, mod diktatorer verden rundt, og mod politiske beslutninger.

Til sidst fik vi bare et badge hvor der stod NEJ med store bogstaver, så var man dækket ind.”

FRA BOGEN:

“Der er fællesspisning i kollektivet hver aften hvor samtlige 15 beboere spiser om kap for at nå at få en del af maden, hvor alt er demokratisk fordelt i lige store portioner, men følelsen af tid er vigtigt hvis man skal nå at blive mæt.

Tidens politiske varme emner om kvindekamp og klassekamp, imperialisme, kapitalisme og andre uretfærdigheder, bliver livligt diskuteret og især nogle af kvinderne kan tale meget højt.

Dem der taler højt bliver hørt, og dem der ikke gør har enten resigneret, eller som jeg trukket sig tilbage til sine drømme og historier.”

Maria oplever tiden lidt fra sidelinjen, og forstår ikke dogmerne om fællesskabet og parolerne om tolerance og at omfavne forskellighed, der både på Bernadotteskolen og i kollektivet betød at hun var ude af fællesskabet.

Når hun nu ikke er en del af fællesskabet, er det så ikke fordi der noget galt med hende og hun er helt forkert?

Maria drømmer sig væk til en tid med helte og heltinder, kærlighed og gentlemen og finder kærlighed og styrke i sin elskede farmor og farfar, der forkæler med kærlighed og snøfler i uanede mængder.

Bogen er hård, men også skæv og humoristisk, sarkastisk til tider og hudløs ærlig.

 

FRA BOGEN:

Han letter på sin hat med en kort hilsen inde han sporer hesten an igen, der kort letter sine forben, inden den hvirvler rundt og sætter i galop ind mellem træerne og efterlader kun en støvsky til vidne om deres visit.

Kusken giver en kort kommando til hestene for vognen, og vi fortsætter den milde bumpen ad den snoede allé.

Jeg er forlegen og skamfuld over de følelser der raser i min krop, efter det korte møde med Greven.

Han virkede utilnærmelig og kølig, og alligevel havde hans stålfaste blik vækket mit hjerte til live og sendt en ild gennem min krop, jeg aldrig havde kendt før.

Hjulene på vognen ruller højlydt hen over broen til slottet og lyden fra hestenes hove giver genlyd gennem porten til slottets gårdsplads.”

FRA BOGEN:

“Jeg ligger helt stille i et stivnet øjebliks billede og trækker vejret overfladisk og hurtigt.

Efter et stykke tid bliver hans vejrtrækning tungere og mere ensartet, og jeg kan høre han sover.

Med en kraftanstrengelse får jeg mine arme til live og får løftet min krop op fra madrassen, og mine ben vågner og giver mig mod til at komme væk.

Jeg lister hen og samler mit tøj op, der er smidt på gulvet.”