”Jeg ligger helt stille i et stivnet øjebliksbillede og trækker vejret overfladisk og hurtigt.
Efter et stykke tid bliver hans vejrtrækning tungere og mere ensartet, og jeg kan høre, han sover.
Med en kraftanstrengelse får jeg mine arme til live, får løftet min krop op fra madrassen, og mine ben vågner og giver mig mod til at komme væk.”

En gribende og barsk fortælling om Maria, der vokser op sammen med sin søster Nina og deres mor i 70’ernes historiske hippietid. En tid med kollektiv og fællesskab.
Et fællesskab som den romantiske Maria ikke er en del af.
En tid hvor de voksne er på barrikaderne og til politiske møder, og hvor Maria mærker konsekvensen af manglende voksentilstedeværelse, på sin lille barnekrop.
Marias mor er en kold og barsk dame der med mørk og råbende stemme, spreder skam og utryghed i deres skiftende boliger, og med hårde smæk forsøger at blive hørt af sine uopdragne børn.
Opvæksten for Maria og hendes søster, er turbulent og kærlighedsløst og får vidtrækkende konsekvenser for dem begge.

Et Sted Kaldet Frihed er medrivende og rørende, tragisk og med slet sort humor.
Maria og Nina må igennem svigt, overgreb, mobning og sygdom i en opvækst uden ret megen voksen deltagelse. For den ene af pigerne får det fatale konsekvenser.

Bogen er baseret på forfatterens eget liv.

Lektørudtalelse og anmeldelser:

”En barsk, rørende fortælling med et budskab om aldrig at opgive kampen for frihed. Sproget fungerer godt, man kommer ind under huden på Maria og hun er nem at relatere til.” Lektørudtalelse.

”Sindsyg rørende bog, som for mig personligt var hård at læse, jeg kan se så meget af min egen historie i Maria. Kæmpe anbefaling herfra. Den er skrevet letlæselig og i et skønt sprog. Man sidder som læser med en masse følelser og håb for Maria. Læs en længere anmeldelse på min goodreads.” Bekkalouisebooks84.

 

Bogblogger og anmelder Lotusblomsterne/Marianne Huldal skriver:

”Det er en fantastisk, men også barsk fortælling, hvor man kan mærke karaktererne i bogen.
Da jeg først gik igang med at læse bogen, kunne jeg ikke slippe den. Fordi den er troværdig og fangende.
Fordi jeg arbejder med de børn, blot i en anden tidsalder, og fordi jeg desværre kan nikke genkendende, til Marias oplevelser med de fagpersoner, som burde varetage børnenes tarv.
Selvom bogen er barsk, er den også utrolig livsbekræftende. Maria er nemlig typen, der ikke hænger med hovedet.
Hun er stærk, omsorgsfuld og tror på kærligheden.
Alle kan læse bogen og måske føle en form for frihed efterfølgende.”

FRA BOGEN:

“Vi passer os selv, Nina og jeg, og har egentlig gjort det længe.

Når vi endelig er sammen med vores mor og de andre i kollektivet, er det til demonstrationer mod Barsebäck, mod imperialismen, mod klasseskel, mod uretfærdighed, mod vietnamkrigen, mod USA bare generelt, mod diktatorer verden rundt, og mod politiske beslutninger.

Til sidst fik vi bare et badge hvor der stod NEJ med store bogstaver, så var man dækket ind.”

FRA BOGEN:

“Der er fællesspisning i kollektivet hver aften hvor samtlige 15 beboere spiser om kap for at nå at få en del af maden, hvor alt er demokratisk fordelt i lige store portioner, men følelsen af tid er vigtigt hvis man skal nå at blive mæt.

Tidens politiske varme emner om kvindekamp og klassekamp, imperialisme, kapitalisme og andre uretfærdigheder, bliver livligt diskuteret og især nogle af kvinderne kan tale meget højt.

Dem der taler højt bliver hørt, og dem der ikke gør har enten resigneret, eller som jeg trukket sig tilbage til sine drømme og historier.”

FRA BOGEN:

Han letter på sin hat med en kort hilsen inde han sporer hesten an igen, der kort letter sine forben, inden den hvirvler rundt og sætter i galop ind mellem træerne og efterlader kun en støvsky til vidne om deres visit.

Kusken giver en kort kommando til hestene for vognen, og vi fortsætter den milde bumpen ad den snoede allé.

Jeg er forlegen og skamfuld over de følelser der raser i min krop, efter det korte møde med Greven.

Han virkede utilnærmelig og kølig, og alligevel havde hans stålfaste blik vækket mit hjerte til live og sendt en ild gennem min krop, jeg aldrig havde kendt før.

Hjulene på vognen ruller højlydt hen over broen til slottet og lyden fra hestenes hove giver genlyd gennem porten til slottets gårdsplads.”

FRA BOGEN:

“Vi sætter os på springvandet, og jeg får lov til at dele Ninas øl. Mens vi tænder en cigaret, taler vi om al den ballade, vi har lavet. Det er rart og befriende at grine igen sammen med Nina.

Jeg kigger mig omkring blandt alle punkerne og tænker, at hvis man ser på springvandet oppefra, må mine 80’er-farver og pophår ligne en lille farvepalet, der er faldet ned i en spand sort maling.”